" Keramik " er en massebetegnelse for brændt ler.
Alle vores ting er stentøj, dvs. at det er ler der er brændt så varmt at skærven er sintret hvilket betyder at det er vandtæt selv uden glasur.
Her er en kort beskrivelse af hvordan vi laver vores stentøj. Vi kan bruge et krus som eksempel.
Efter æltning af leret bliver det formet, enten ved hjælp af dreje- eller pladeteknik.
Leret er på dette stadium meget blødt.
Efter ca. 2 dages tørretid er kruset læderhårdt og kan nu bearbejdes yderligere til den færdige form. Der skal derefter sættes hank på og efter ca. 14 dages tørretid er det klar til forglødning.
Dvs. at det bliver brændt i ovnen til 990 Grader.
Ovnen er et døgn om at varme op og 2 døgn om
afkølingen.
Hvis kruset har overlevet forglødningen er det nu tid til glaseringen.
Kruset bliver dyppet i glasur og overskydende glasur bliver svampet af.
Det er nu tid til selve brændingen hvor ovnen skal op på 1280'
og holde den temperatur i ½ time.
Efter yderlige 2 døgns afkøling er kruset færdigt.
I løbet af processen svinder størrelsen på kruset med ca. 15% og muligheden
for fejl, sprængning,
og krater i glasur og ler er ret stor, derfor er det altid spændende
at åbne en ovn og se om resultatet er som forventet.
Om vores glasurer kan vi fortælle at vi laver dem selv undtagen den blanke blå,
som vi køber færdig.
Alle glasurer er selvfølgelig testet på laboratorier og er fri for bly og cadmium.